MÅNESKIVEN tager et lille hop og springer let og elegant hen over den ellers meget interessante og unikke JOHN WESLEY HARDING fra 1967, hvor Dylan endnu engang tager et brat skifte og indspiller en håndfuld simple akustiske numre med et minimalt backingband, til sine fans store forbløffelse. Teksterne var flere steder nærmest religiøse i deres symbolik og ret korte i forhold til de ofte meget lange sange med mange vers på de tidligere plader. På de sidste to numre var der endda en diskret steelguitar, og det var måske et tegn på, hvor han var på vej hen.

For Dylan var slet ikke færdig med at eksperimentere og i 1969 kom så en decideret countryplade NASHVILLE SKYLINE, og den er denne måneds MÅNESKIVE.

En hyggelig velproduceret (og meget kort) plade fuld af glade toner, og som endda lagde ud med en duet med ingen ringere end Johnny Cash.

Men for at forstå pladens ”impact” skal man huske, at country på det tidspunkt slet ikke var ”stuerent” i rockkredse og så bredt anerkendt som genre, som det er i dag (især hvis det kaldes ”Americana”). Det var derfor dybt kontroversielt at Dylan (som stadig blev set som lidt af en rock-Messias) lavede en hel plade med den slags ”underlødig” musik. Han havde endda også tillagt sig en sær blød croonerstemme, som var noget HELT andet end den sædvanlige hæse og nasale Dylanvokal. Teksterne var også nærmest helt forståeligt (flere steder på kanten til det fjollede: ” Oh me, oh my – Love that country pie”) uden de sædvanlige vilde syrede associationer af ord. Folk var simpelthen rystede. Var det noget han mente eller bare en joke?

En sjov detalje er, at coveret minder meget om det fra hans debutplade (se MÅNESKIVEN fra januar), måske et signal om en ny start?

Men det var slet ikke sidste gang Dylan ville forvirre og forarge sine fans – de glade 60’erne var slut og Dylan kiggede stadig ikke bagud.

Glæd dig så til næste MÅNESKIVE hvor vi tager et ordentligt hop ind i 70’erne.

I forbindelse med koncerten på Copenhagen Jazz Festival den 5. juli, har jeg fået lavet et par små promovideoer.
Her er en ny solo udgave af “Ravnekongen” fra UDEN ET ORD og et uddrag af “Rejsekort”, som vist nok kommer med på min næste plade.

Det er den dygtige Martin Yan Møller som har filmet.

For mig bliver det ikke meget større end Dylans 1966 plade ”Blonde on Blonde”. Det er her, alt det han har arbejdet på, siden han ”gik elektrisk”, går op i højere mening – og på typisk Dylan-vis skifter han da også straks kurs, og de efterfølgende plader bliver noget HELT andet. Et mønster han har fulgt helt op til i dag. Men skulle jeg tage kun én Dylan-plade med på en øde ø, ville det blive denne her, og derfor er den månedens MÅNESKIVE.

Og der er alt for meget at fortælle om denne plade. For eksempel at det er rockmusikkens første dobbelt-lp, hvilket mest af alt siger noget om Dylans enorme produktivitet i denne periode.

Det er også pladen, hvor han rammer den helt perfekt kombination af sange og produktion – en lyd han selv (på vanlig kryptisk vis) beskrev som ” the wild, thin mercury sound”. Men som mest af alt er lyden af utroligt gode velskrevne og afvekslende sange sympatisk indspillet af dygtige musikere, som hverken spiller for meget eller for lidt. Fra den skæve karnevalsstemning i åbningsnummeret “Rainy Day Women #12 & 35” til smukke ballader som ”I Want You” og ”Just Like a Woman”. Eller fra den lækre klassiske guitar på ”4th Time Around” (en kærlig omskrivning af Beatles ”Norwegian Wood”) til den tykke bluesede mundharpe som inficerer det meste af pladen. Og især det magiske over 11 minutter lange valsede slutnummer “Sad Eyed Lady of the Lowlands” (som fylder hele 4. side på pladen). Det er mageløst!

Eller hvad med det uskarpe og grynede pladecover, som siger alt om, hvor selvsikker Dylan er på dette tidspunkt. På samme tid et skrækkeligt cover, men som også bare passer fuldstændigt perfekt til musikken og er diametralt modsat af tidens psykedeliske pladecovers.

En sjov detalje er, at der på de første udgaver af pladen, (efter ønske fra Dylan) på indersiden af coveret var et billede af den meget smukke skuespiller Claudia Cardinale (se billede 2). Desværre havde pladeselskabet glemt at få tilladelse til at bruge dette billede – så på senere udgaver blev billedet fjernet – du kan selv tjekke efter på den udgave du (forhåbentligt) har stående. Ellers køb den nu!

Og glæd dig så til næste MÅNESKIVE hvor 60’erne nærmer sig sin afslutning.

Endnu en koncert ved dette års FRBdage og denne gang på en af byens mest charmerende og pulserende gader.

Værnedamsvej var traditionen tro fyldt af loppestande, madboder og masser af mennesker.

UNDER MÅNEN gik på lige efter Rasmus Nøhr havde spredt god stemning og jeg spillede igen et eklektisk mix af genrer og stemninger.

Der er ikke det nemmeste i verden at spille forholdsvis kompliceret musik alene på en støjfyldt gade, men det gik og var i hvert fald en stor oplevelse.

Jeg fik også testet min foddrevne indiske “Shruti-box”, som leverede stemningsfulde dronelyde undervejs (den lyder lidt som en harmonika).

1. Kold krig/Vejen til vejs ende (uudgivet)
2. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
3, Rejsekort (uudgivet)
4. Ravnekongen (fra UDEN ET ORD)
5. Sommerbyger (uudgivet)
6. Byen ved vandet (uudgivet)
7. Skovtrold (fra UDEN ET ORD)
8. Memmingen (fra Petitesser – skrevet af Ritchie Blackmore)
9. Vinternat (fra Petitesser)
10. Snowflight (skrevet af Andrew York)
11. Dowland (uudgivet)
12. Fugl & fisk (uudgivet)
13. Langt fra og tæt på (uudgivet)
14. Lille påfugl (uudgivet)
15. Black Cat Blues (uudgivet)

En weekend fuld af musik startede på STALDEN Godthåbsvej fredag aften.

Vejret var desværre både koldt og regnfuldt, så jeg endte med at rykke ind på den hyggelig cafe og vinbar “Vagns” (https://www.vagnsfrb.dk/) på den anden side af gaden.

Her spillede jeg en omgang “blandede bolcher” med både noget “nyt og gammelt, blåt og lånt”.

Der var debut til to nye instrumentalnumre: “Dowland” (opkaldt efter min yndlings rennæsance-komponist) og “Sommerbyger”, samt to covernumre “Snowflight” (skrevet af den amerikanske klassiske guitarist Andrew York) og nyeste nummer fra “Petitesser-serien”, “Memmingen” (skrevet af Richie Blackmore).

1. Bathroom jam (fra UDEN ET ORD)
2. Ravnekongen (fra UDEN ET ORD)
3. Dowland (debut)
4. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
5. Rejsekort (uudgivet)
6. Sommerbyger (debut)
7. Skovtrold (fra UDEN ET ORD)
8. Byen ved vandet (uudgivet)
9. Memmingen (fra Petitesser – skrevet af Richie Blackmore)
10. Vinternat (fra Petitesser)
11. Snowflight (skrevet af Andrew York)
12. Fugl & Fisk (uudgivet)
13. Black Cat Blues (uudgivet)
14. Dowland reprise (uudgivet)
15.  Yndig og frydefuld sommertid (folkevise)

Femte del af ”Petitesser” hedder ”Memmingen” og er et kort instrumentalnummer skrevet af den legendariske heavy-guitarist Ritchie Blackmore (Memmingen er en by i Sydtyskland).

Det er et nummer, som jeg faldt over for efterhånden mange år siden. Tilbage i midt 90’erne var vi en gruppe unge fyre i Nordjylland, som opdagede noget virkeligt fantastisk og enestående: norske piger! De kom sejlende til landet og boede i sommerhuse rundt om vores hjemby Sæby. Vi blev hurtigt enige, om at norske piger var mere fantastiske end alt andet (de danske piger, vi kendte, var ikke helt enige!). Så hen over en sommer drønede vi frem og tilbage mellem sommerhuse, og der blev festet til den lyse morgen.

Da efteråret kom, gav det mening at vi så tog til Norge for at besøge dem, så vi lånte en bil og fyldte den med danske dåseøl (uopdrivelige i Norge) og satte kursen nordpå. Hvordan det lykkedes fire drenge i en stor Audi fyldt med alt for mange dåseøl at komme gennem tolden, aner jeg ikke. Mens vi VAR ombord på færgen, blev vi klar over, at vi havde ALT for mange øl og overvejede i panik at dumpe dem over rælingen. Men af en eller anden grund blev vi ikke stoppet i tolden og satte så kursen mod den skihytte, vi havde lejet.

Gensynsglæden var stor, men desværre gik rygtet om vores mange dåseøl hurtigt, og inden længe dukkede der også en stor mængde norske drenge op (jeg husker, de alle sammen havde dobbeltnavne som Jan-Bent, Jens-Bjørn osv.).

Dengang medbragte man sine CD’er til fest, og især en CD var populær blandt de norske piger, og den vakte derfor min interesse. En smuk kvindestemme og noget usædvanligt lækkert guitarspil. Da jeg kom tilbage til Nordjylland (selvfølgelig med et meget knust hjerte!), gik jeg straks i gang med at opstøve pladen – hvilket ikke var nemt. Men det viste sig at være ”Blackmores Night” – Ritchie Blackmores nye projekt med hans (unge) middelalder-interesserede kone Candice Night. En skør plade hvor der både er nogle ret fede folk-rockede numre og forfærdelige ting, som nærmest nærmer sig tysk schlager-musik.

Men der var også nogle fine instrumentalnumre, og jeg lærte mig selv at spille ”Memmingen” (nogenlunde rigtigt) og har spillet den lige siden.

Husk du kan finde alle de tidligere “petitesser” her på siden.

Min musikalske serie ”Petitesser” er lidt blevet mit ”stakkels forsømte barn”. Da serien startede i november 2022, var planen, at der løbende skulle komme nye numre med jævne mellemrum (serien fik endda sin egen titelmelodi), men det er ikke rigtigt lykkedes for mig. Kun fire numre er det blevet til på over to år, og det skyldes egentlig bare, at jeg har travlt med alt muligt andet.

Det er altså blevet til knap to nye numre om året, og måske er det bare sådan, det skal være. Et ”forårsnummer” og et ”efterårsnummer”. Det er i hvert fald planen fra nu af, og det vil sige, at medmindre der sker noget vildt, vil den planlagte serie på 12 numre, nå sin fuldbyrdelse i 2028. Tålmodighed er nøgleordet.

Til gengæld kan du så glæde dig til at femte del af serien (”forårsnummeret 2025”) kommer på onsdag, og den er endda skrevet af en meget berømt engelsk heavy-guitarist. Der hører også en sjov historie til nummeret, en historie som involverer norske piger og utroligt mange dåseøl.

Indtil da kan du jo lytte til de fire foregående numre i serien. Serien har sit eget menupunkt øverst på denne side, og der er som altid en video til hvert nummer. Du kan også læse en lille (forhåbentligt) interessant baggrundshistorie til hver komposition.

Husk også at du kan fange UNDER MÅNEN til koncert hele tre gange i den kommende tid.

Mesterværkerne står i kø, når vi snakker Dylan i midt-60erne og den uges MÅNESKIVE er en af de helt store (måske endda DEN største).

HIGHWAY 61 udkom 30. august 1965 kun fire måneder efter BRINGING IT ALL BACK HOME (sidste måneds MÅNESKIVE), men Dylan bevægede sig med syvmilestøvler i denne periode, og den ”elektriske” Dylan står nu endnu stærkere. Hvor de rockede numre på den forrige plade var ret ”basic blues” tilsat Dylans syrede tekster, er det nu monumentale, kraftfulde og afvekslende rocknumre, vi lytter til.

Det hele sparkes storslået i gang med hitsinglen ”Like a Rolling Stone”. Men pladen er fuld at klassikere, og hvor den forrige plade var tydeligt opdelt med en elektrisk og en akustisk side, er HIGHWAY 61 nærmest kun elektrisk plade, hvor kun det magiske, 11:21 minutter lange, ordrige slutnummer om ”Desolation Row” er helt akustisk.

Dylan var nu en kæmpe stjerne og havde masser af tid i studiet og mulighed for at samle et fantastisk band, og ”Like a Rolling Stone” blev f.eks. optaget 15 gange på samme dag – ved fjerde take mente pladens producer Tom Wilson, at den var perfekt, men de indspillede alligevel 11 takes mere, før de endte med at udgive netop take 4.

Men det var faktisk også undtagelsen for de fleste numre blev indspillet sådan som Dylan siden har sværget til, hvor man prøvede det enkelte numre et par gange i forskellige tone- og stilarter for så hurtigt at gå videre til et andet nummer. En organisk og legende tilgang ud fra en ide om at en sang ikke partout lyder ”på EN bestemt måde”, men at alle numre kan spilles på mange forskellige måder. En tilgang som også har været kendetegnede for hans livekoncerter, hvor kendte numre ofte spilles på en helt anden måde end på pladen – det er en helt almindelig oplevelse (også i dag) at Dylan starter på et nummer og man som tilskuer så bruger et par minutter på at regne ud præcis hvilket nummer det rent faktisk er!

”A Complete Unknown” er snart ude på streaming, men tjek også den ret fantastiske ”Im Not There” fra 2007 eller Martine Scorseses ”No Direction Home” fra 2005, som faktiske begge er bedre – og glæd dig så til næste MÅNESKIVE.